Workshops – skriv en sang med RimRaketten

I forbindelse med vores koncerter laver vi også workshops. I vores workshop-forløb er børnene med til at skrive en eller flere sange, som de bagefter får mulighed for at optræde med på scenen sammen med os i bandet til den efterfølgende koncert. 

Helt korte eller længere forløb

Et workshop-forløb med sangskrivning kan have forskellig varighed: ​​​

  • Den ultra-korte som varer 1 time og foregår umiddelbart op til selve koncerten. Her arbejder vi i plenum. 
  • Den korte som varer 2-3 timer, samme dag som koncerten. Afhængig af antal deltagere, alder m.m. er der mulighed for at arbejde i mindre grupper noget af tiden.  
  • De lidt længere forløb på 2-3 dage á 3-5 timer/lektioner, inklusive afslutningskoncert og forprøve. Mulighed for gruppearbejde. 
  • Det lange forløb på 4-5 dage á 3-5 timer/lektioner, inklusive afslutningskoncert og forprøve. Mulighed for gruppearbejde. Mulighed for sammenspil. 

Workshops der finder sted samme dag som koncerten, afvikles af hele bandet.  

Workshops der varer flere dage kan enten afvikles af hele bandet - eller June og/eller Thomas kan stå for selve workshoppen og så kommer resten af bandet på til selve koncerten + forprøven. 

Disse materialer skal I stille til rådighed: En flip-over med masser af papir + tusser + tape (så vi kan hænge siderne op på væggen). Alternativt en stor(!) tavle og rigeligt med kridt. Ved gruppearbejde desuden A4-papir + blyanter eller andet skrivegrej til deltagerne. 

Mulighed for sammenspil ved forløb på mindst tre dage. Dette aftales på forhånd. Sammenspil fordrer at der er minimum to fra bandet til at afvikle forløbet (en til sangskrivning, en til sammenspil) og at I stiller et musiklokale med instrumenter til rådighed. 

Efter workshoppen sørger vi naturligvis for at jeres tovholder får tekster med becifringer, samt lydtoptagelser af de nye sange, så I har mulighed for at arbejde videre med materialet bagefter. 

Workshop med RimRaketten Duo er også en mulighed. June og/eller Thomas står for workshoppen og begge spiller under afslutningskoncerten. Læs mere om RimRaketten Duo...

Se hvordan vi arbejder

Se et 7½-minuts sammendrag fra en 1-times-workshop, hvor de fremmødte børn var med til at lave en sang helt fra bunden sammen med os i bandet - og bagefter optrådte med sangen til koncerten.